Bliver medarbejdere bedre til at få nye ideer med lækre forhold i frokoststuen?

Forleden dag var jeg en tur i Jylland. Det er jeg tit. Og det er jeg glad for, for det er næsten altid forbundet med positive overraskelser. Det var det også sidst. For jeg skulle besøge DAMRC – eller Danish Advanced Manufacturing Research Center, som det mundret hedder – som ligger i et industrikvarter i udkanten af Herning. Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke havde hørt om DAMRC, før jeg kom derover. Jeg havde læst op på – ja, lad os kalde det organisationen – inden jeg kom, men for nu at sige det, som jeg oplevede det, så forstod jeg faktisk ikke ret meget af, hvad det var, der stod på deres hjemmeside. Så det var med den bagage, jeg svingede ind til DAMRC. Jeg havde lidt svært ved at finde derhen, for der var hverken store lysreklamer eller skilte, og det fremgik heller ikke just af facaden, at jeg var kommet til det rigtige sted. Der var tale om en gråbrun fabrikshal, som udefra set kunne ligne en bygning, hvor en vognmand eller landmand kunne opbevare sine lastbiler eller traktorer. Kedeligt. Lidt trøstesløst. Og meget langt fra Googles pangfarver eller Danske Banks nye hypermoderne hovedsæde i København. Da jeg kom indenfor, var der ingen receptionist. Der var ingen garderobe. Men direktøren stod klar – velklædt og med DAMRCs logo på skjorteflippen. Og så gik han ellers i gang. Lille perle overraskede totalt Han tog os med i produktionshallen – eller måske skal jeg hellere sige i laboratoriet. For sandheden er, at jeg var kommet til endnu en lille perle, hvor jeg efter 20 minutter havde tabt underkæben ned på brystkassen i regulær imponade over, hvad jeg lige var blevet vist. For DAMRC er et lille udviklingscenter. Havde det været en del af et universitet, så var det helt sikkert blevet kaldt et forskningscenter, men nu ligger den her cirka 1.700 kvadratmeter store arbejdshal nu engang i det omtalte industrikvarter i Herning, og de omtaler sig selv som en nonprofitforening, der vil udvikle industrielle løsninger til gavn for industriproduktion ikke kun i Danmark, men over hele verden. Her var fyldt med maskiner, som de selv havde ombygget. Maskinerne kunne fræse i metal, skære i sten og alt muligt andet. Der var ingeniører fra hele verden. Senest havde man fået en sydamerikansk mand, som ellers havde gode muligheder i sit hjemland, til at hanke op i familien og flytte til Herning, så han kunne gå rundt på gulvet og nørde. De havde fået tilsendt højt specialiserede maskiner fra store selskaber i Fjernøsten, der bare gerne vil have lige præcis deres maskiner stående på gulvet i Herning, fordi de her kunne indgå i et innovationsarbejde, der ligger ud over det sædvanlige. For eksempel arbejder man med at fjerne overskudsspændinger fra metal gennem nedkøling eller rystelser, så man på den måde kan skabe et mere stabilt produkt. Det kan jo lyde som en historie, man har hørt før: Nogle mennesker nørder – måske/måske ikke kommer der noget ud af det. Så jeg spurgte friskt, om al den forskning rent faktisk har ført til noget rigtigt. »Ja,« svarede direktøren og viste mig et metalelement, som indgik i produktionen af et militærkøretøj. Og så forklarede han, at ved at fjerne restspændingerne i metallet havde man forlænget levetiden på emnet væsentligt og reduceret produktionsomkostningerne, så hvert eneste metalemne nu var omkring 8.000 kroner billigere. Magnet for nørder Jeg stod med åben mund og mine få resterende polypper hængende ud af kæften. Her – i udkanten af Herning – i en kedelig fabrikshal med en frokoststue med stole, man selv skulle sætte op, og et køleskab til opbevaring af madpakker, foregår der innovation, som ikke kan findes andre steder i verden. Skabt på en forretningsmodel, hvor virksomhederne selv henvender sig for at høre, om DAMRC kan være med til at løse en udfordring for dem, som kan reducere produktionsomkostningerne, sikre, at produkterne lever længere, produceres smartere, eller hvad ved jeg. Jeg tænkte over det, da jeg kørte hjem ad E20 – og om man kunne have forestillet sig, at tingene foregik på samme måde på østsiden af Storebælt. Om man der kunne få eksperter til at nørde uden personalegoder og bugnende kantineordninger i golde og kolde lokaler. Det kan man sikkert – og det findes sikkert også, men sandheden er, at jeg oplever en ret stor forskel, når jeg krydser bælterne. Ikke at det ene er bedre end det andet, men hvor jeg er blevet budt på snaps til frokostplatten i en innovativ og en endog meget veldrevet vestjysk virksomhed, så mødes jeg typisk af en avanceret kaffemaskine og fancy frokostmiljøer, når jeg besøger virksomheder i København. Gør det en forskel? Stor forskel på kultur og mentalitet Givet – mennesker er forskellige, og der skal forskelligt til, men jeg er alligevel imponeret over, hvor ofte jeg møder en enorm forskel i kultur og mentalitet, selvom vi bor i et meget lille land. Hos DAMRC var der ingen, der drømte om at transformere virksomheden til et Google med sækkestole, cafélounger eller hæve-sænke-borde på hjemmearbejdspladsen. De ville bare gerne finde kapital, så de kunne nørde videre og finde endnu flere løsninger. Omvendt så ved jeg godt, at man mange steder ikke kan tiltrække arbejdskraft, hvis man ikke fokuserer på alt muligt andet i personalepakken end løn. Det har jeg selv oplevet – særligt på østsiden af Storebælt. På mange måder er det jo fascinerende – altså det med forskellene. For hvad driver egentlig menneskers arbejdsliv på den sidste dag? På DAMRC er det lysten til at nørde. For Danske Bank er det nye hovedsæde i indre København med madmarked og arbejdspladser, hvor man kan motionere, mens man løser sine opgaver, klart en satsning i kampen for arbejdskraft. Og hos virksomheden i Vestjylland – ja, der skal man have en snaps en gang imellem. Arbejdsglæden er afgørende Mangfoldigheden er stor. Men mon ikke man kan konkludere, at innovationskraften kommer fra arbejdsglæden – og at arbejdsglæde er defineret ved mere end gode kantineordninger og krav om hjemmearbejdsdage? Min egen erfaring er, at ikke to mennesker er ens, men skal man vække deres engagement – ilden i øjnene – så handler det mere om indholdet og mulighederne i opgaverne end alt det udenom. Selvfølgelig går vi allesammen op i løn. Nogle også i arbejdstider. Og så videre. Men sandheden er, at jeg har haft medarbejdere, som har slidt og slæbt, selvom jeg som arbejdsgiver ikke kunne tilbyde de samme goder som konkurrenter, der lokkede med alt muligt mellem himmel og jord. En kær kollega sagde engang til mig, at man mister motivationen, hvis man ikke arbejder for en sag. Jeg har tit tænkt på, om det er rigtigt, når man tænker på fileteringsmedarbejderen i Harboøre. Jeg tror, at fileteringsmedarbejderen har sin egen dagsorden – at gå på arbejde for at tjene penge til at holde fri og være sammen med sin familie. Men for dem, som skal udvikle og opfinde, så tror jeg, det er rigtigt. Hvis ikke man kan se sagen for sig, så går man i stå. Det er ikke tilfældet hos DAMRC – de tror på det, de laver. Og det kommer der ualmindeligt seje løsninger ud af – også selvom frokoststuen består af nogle få borde, et køleskab til madpakken og en fabrikshal uden caffe latte. https://www.berlingske.dk/business/bliver-medarbejdere-bedre-til-at-faa-nye-ideer-med-laekre-forhold-i-1